0011

Hov – vent et øjeblik
– lyrik og kortprosa fra 29 af Skandinaviens
talentfulde og aktive forfattere
www. DigteDK.com
1. oplag Juli 2011
pris 130,- kr.
Grafisk tilrettelæggelse og omslag : Jasmin S.
Redaktører i forbindelse med udvælgelse af digte:
Lonni Krause, Thurston Magnus, Jeppe Ottow
Columbine Support & Design og
Books on Demand GmbH, København, Danmark
ISBN : 978-87-992443-3-1
EAN : 9788799244331

Antologier er spændende, fordi de giver et bredere billede af en genres aktuelle tendenser.  En antologi med både debutanter og garvede bidragydere er spændende, fordi man har en fornemmelse af at være på opdagelsesrejse, af at møde det endnu ukendte.  Men først skal man jo lige lokkes indenfor.  Det er ikke noget problem i tilfældet ”Hov – vent et øjeblik!”  Jeg har sjældent mødt en forside der så opfindsomt og næsten hypnotiserende får mig til at række ud efter den medfølgende bog.  Den skælmskt charmerende amfibie med den suggestive røde pegefinger og de store intense øjne får det at sitre i tommel og pege for at vende det første blad.  

”Hov – vent et øjeblik ” rummer  29 forfattere  af begge køn og i alle aldre. Udvalget er foretaget mellem bidragydere til www.DigteDK.com . En proces der på samme tid må have givet de tre ovennævnte redaktører et enormt materiale at vælge imellem og en hel del svære valgsituationer.  Men hvis den foreliggende antologi  er repræsentativ for de mennesker der bidrager til Digte.DK. er den adresse bestemt et besøg værd !

Tematisk kommer  antologien vidt omkring; men bestemte temaer går igen i flere digte. Jeg tænker især på
”hverdag” ” digtene og digteprocessen”  og naturligvis ”forholdet til den eneste ene ”.   [Ingen digtsamling uden behandling af personlige relationer. ]

Principielt interessante er digtene , der forholder sig til skriveprocessen og dens produkter.
Hos Ellen Duvald kan både skrevne og uskrevne digte blokere for kontakt mellem mennesker : ”Jeg har vandret gennem de fleste/ af dine bøger/tavsheden mellem os bølger som siderne” ; ”mellem kroppene er der/ digte , jeg ikke formår at skrive ”.  Bo Lille og Benny Pedersen opfordrer til at erkende egne præstationer i det rette perspektiv .  Ikke plagiere som ”strutsjæle / (der) søger blandt navne / på kendte folks gravsten/ sig selv . ” (Lille).  Men heller ikke afstå fra at bruge store ord, for som Benny Pedersen  udtrykker det tankevækkende præcist : ” Stræb  altid mod / at finde de store ord/ Også du skal / efterlade spor/ blot lettere at udviske. ”  . Kjeld Madsen sætter spørgsmålsteg ved det at skrive  med følgende linier: ”jeg kunne jo selvfølgelig digte/   om sneens hvidhed og musvitten og dompappen ”  men ikke , ” på denne skrammede og arrede jordkugle/ hvor mennesket er det største trussel/ mod sig selv/ og pladsen som skønånd / blev alt for kostbar. ” I interessant modsætning til  Christian Marentius der ”ville dø for at kunne skrive om hverdagsliv” . Og i slægtskab med Robert Mørks:

Jeg flygter i nat
stikker af fra mit skrivebord
og de uendelige rækker af ord og sætninger
den lange kø af skrigende digte
som alle sammen vil skrives nu i nat
jeg flygter ud af en drøm
som påstår sig
en million gange mere virkelig
end virkeligheden selv.

Fint at der plads til metaplanet.  Til at rejse spørgsmålet : Hvorfor i alverden  skrive digte?
Hvad gør processen ved forfatteren ?   Sikke en studiekreds hvis emnet tas op til vinter !

Ved ”hverdag” forstår jeg almindelige menneskers  almindelige omgivelser og projekter som kommer frem i
Ashis skæve historie om at gå tur med hunden; Birthe Faarvangs snapshot af torvenes caféer; Nana Rømer Dorf-Petersens kommode der slænger sig og dør der dasker;  Christian de Groot-Poulsens cigaret , dyne , rude  , elpære og  Stella Hardøs novemberhave. Det som Marentius ville dø for at kunne beskrive. Det som Turell holdt mest af.  Det som vi tager for givet og derfor har brug for at få underliggjort.  Antologien har  en fin repræsentation af det vi er tilbøjelige til at overse fordi  vanen har sløvet sanserne.  Det er bl.a. derfor man skal skrive digte ;-)

Temaet  ”den eneste ene ” spænder her i samlingen fra Magdalene T.Hansens varme og enkle digt Uden grænser der bruger ordet ”hjerte”  naturligt overbevisende til  Hallgrim Hallgrimsons Penelope 2  med dets klassiske referencer og komplicerede symbolik og billedsprog.    Fint at historiens mest anvendte tema stadig  kan varieres uden tåkrummende læsertæer.  [ Jeg kan ikke få dem med , alle. Men : Blessing har en fin drømmesekvens kaldet store og små molekyle”, Sigrid Seehlenstein Graff følgende   linier  ”Du burde lægge mig/ fra dig ned i mit hår, darling/ varsomt og kærligt/ og lade mig være. ]

Det er mange højdepunkter  i  Hov – vent et øjeblik. Her  kommer  nogle af mine personlige favoritter, der   i øvrigt blot er eksempler  på bogens tekster.  

Hanna Brabrand:  Fis af:  Hvor jeg møder  hvad jeg med et hjemmekonstrueret udtryk ville kalde symbolik på et højt konkret plan. Jeg bliver helt indfanget af digtets beskrivelse af to personer hvoraf den ene graver et hul mens den anden ser til –  det siges ikke hvad hullet skal bruges til eller hvem de to personer er , men symbolikken er perfekt dvs. mangetydig. 

 Erik Helger : Fremtoningspræg; hvor det sproglige overskud springer i øjnene.  Der er ikke tale om en enkelte punchline men om en standard der holder digtet igennem . 

  Og Jorden anede ikke
 at den var en brochure…..
Men selskabet mente
den ville ligge godt
 i turistens hånd
 som en netop udsprunget blomst. ”    

Hallgrim Hallgrimson: Penelope 2, der  er nævnt ovenfor.

Nana Rømer Dorph-Petersen:  Ser dig! ; Digtet skaber en diffus angst, beskriver et overvågningssamfund hvor truslen er lige præcis så ukonkret at man gyser.

 Ellen Duvald: 3; En flot sammensmeltning af konkret og symbolsk .  ” Jeg elskede dig som at få revet et plaster af ”  . Sådan !

Jasmin S : at lade et  punktum leve. Med fokus på ordet ”det”.  En hel, flot side holdes man hen med omtalen af ordet . Uden at vide hvad det dækker bliver man helt indfanget.  Skælmsk, ironisk, vedholdende.

Og så kære potentielle læser af Hov- vent et øjeblik.  Nu er det din tur til at gå på opdagelse efter eksperimenter med mange slags rimede digte og verseformer,  efter ekkoer af Christian Winther, Erik Strunge og J.P. Jac, efter samfundskritiske digte om hakkekød eller marcherende mørkemænd, kropslighed,  klassisk inspirerede temaer og ret og slet smukke digte.

Ps.  Jeg har modstået fristelsen til at google de enkelte digtere og dermed forhåbentlig undgået for meget støj på linien.