morten-ranum_fortsattelse_forside

Forfatter:     Morten Ranum

Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag – ISBN 978-87-92280-31-2

Format:        Digtsamling, paperback, 63 sider.

* * *

 

Morten Ranum vender tilbage med en opfølger. Han tager bolden op fra sin seneste udgivelses titel og løber med den. Fortsættelse virker skabt i samme ramme som Begyndelser. Hvis det står til troende, er vi oven i købet ovre i en trilogi, hvilket kunne være noget af en fornøjelse, for dem der holdt af charmen i Begyndelser.

 

Det var lidt svært at forudsige, hvad Morten Ranums opfølger Fortsættelse egentlig skulle påtage sig af rolle, udover at være netop en fortsættelse: Én Fortsættelse til flere Begyndelser. Udgivelsen spiller i høj grad med på debutens titel og mere end antyder et større projekt i forfatterens navn. Den første udgivelse gjorde sig især bemærket ved at blande forskellige skrivemæssige stilarter sammen, noget der også foregår hér, dog uden at være, som forfatteren skrev om Begyndelser, en tvangstekst.

 

Omslaget til Begyndelser var et køligblåt af slagsen, nærmest fremmedgørende, mens dette er ganske anderledes i stilen – mere personligt. Holdt i orangegule farver toner forfatteren selv frem på forsiden som en slags malplaceret turist. En mand med et hvad-laver-jeg hér-smil på læben. Undertegnede er tæt på at føle en ironi i afbilledningen. Den beskrivende, observerende person, der måske ikke helt føler sig hjemme i situationen. Man føler varmen af et Afrika i omslaget, omend man virkeligt bliver i tvivl om, hvor billedet er opstået henne. Det kunne i princippet være hvor som helst – det kunne være et billede af en mand, der måske ikke ønsker sig helt bekvem.

 

Bogen starter med en mindre finte af et forord – dybest sét en instruktionsmanual til forståelse af teksternes indhold, og hvorfor de er opstået. Morten Ranum beskriver bogen som repetitionstvang, nærmest som et caveat emptor, hvor han finder sig selv ude af stand til at kontrollere bogens forløb. Dermed burde man som læser føle sig advaret på forhånd. Undertegnede er dog ikke i tvivl om, at introen er ligeså meget en del af bogens indhold, som selve de tekster der reelt indgår i tekstforløbet. Vi er ude i en fælles rutschebanetur.

 

Generelt passerer sproget i Fortsættelse ret letflydende, er holdt i en enkel tone og uden de større sproglige knaster. Teatralsk, men alligevel knapt. Faktisk mere som så, end når det gælder debutten. Man får indtrykket af en enetale taget ud i det ekstreme, hvor en mand er ude på en personlig mission. Der lader til at udfolde sig en art skuespil eller fortælling, som tingene i bogen spiller sig ud, ikke et decideret plot, men en krøllet handling som læseren kun kan indstille sig efter. Bogen igennem, læser man som en turist, der prøver at følge et kort, uden helt at kende destinationen. I en art ørkenrus, prøver man at følge forfatterens fortløbende fodspor.

 

Der kører en art du og jeg-udveksling i teksterne, som mest tager form af et hankøn, der henvender sig til et hunkøn. Hvad der foregår i teksterne er ofte voldsomt, overvældende samt seksuelt eksplicit. Bogstaveligt talt ønsker forfatteren sig ind under læserens hud og kommer tit faretruende tæt på netop dét:

 

 

“Jeg må være inde i dig / altid / for ikke at dø af sult / du næsten kvæler mig / i dine forsøg / / på at tilfredsstille / min appetit. // Vi spiser, skider og ler / råber og knepper .”

 

  

Ovenstående er nærmest så fysisk, at det grænser til anbringelsen af en advarselsmærkat på omslaget. Simpliciteten i sproget, og brutaliteten i tonen der render gennem teksterne, er ikke velpoleret og prydelig, men træder bestemt frem i sin egen stil – bogens centrale tankegang virker talt til live på udspekuleret vis. Forfatterstemmen, som jeg læser den, bærer mere karakter af, én der fremfører, end forfører i disse tekster. På en måde mere stilrent og gennemtænkt.

 

Hvad finansierer så teksternes ydre væsen, deres motiver? Solen! Solen og det nærmest centrallyriske i naturen, fylder en del. Solen, varmen, ilden pumper nærmest karaktererne op, som om selve deres tankegang var hovedpræget af varme elementer. Det kører godt i spand med modsætningen i debuttens mere kølige facade, hvorledes man kan mærke varmen i teksterne. Sved, fugt og sekreter emmer igennem bogens forløb, og det er absolut mærkbart på læseren.

 

Sproget i bogen er, som antydet tidligere, ikke udpræget metodisk, men der er flere steder, hvor man falder over det, jeg vil kalde reversioner, hvor det beskrevnes rolle vendes om, og bidrager til en tiltagende konfusion, et univers der vender på hovedet, så at sige. Den slags håndgreb kan være lidt åh-for-pokker at tumle med som læser, i den forstand, at de ofte er set før:“dit lys er mit mørke”, kunne man forestille sig en-eller-anden poet fremture med, men Morten Ranum finder generelt en god vinkel på sådanne faldgruber. Et flot eksempel kan findes på side 8:

 

 

“Træerne vokser ikke ind i himlen / de vokser slet ikke / højst står de på hovedet. // Baobabtræernes rødder / kommer fra himlen / stammen vokser nedad / i mørket og forsvinder.”  

 

 

Nydelig i tænderne, som bogen er, rummer den også nogle småfejl. Faktisk undrer jeg mig lidt over flg. konstruktion i bogens allerførste digt:

 

 

“bladede falder ikke af træerne”

 

 

Jeg undrer mig især fordi netop denne slåfejl (eller hvad det er), går igen i et andet digt. Er man den ekstremt pertentlige, kunne man også bemærke, hvorledes det er lykkes under reklamen Udvalgte Udgivelser bagest i bogen at kalde forfatteren Søren Kristoffersens udgivelse fra samme år for En ko på grønlandsisen, når nu det stakkels stykke kvæg ifølge SK selv står på indlandsisen. Selvom jeg ikke synes det skæmmer læseoplevelsen særligt, så er det en smule ærgeligt.

 

Som jeg læser bogen, er den et personligt eventyr formuleret i en gådefuld, prosadigterisk stil. Den vandrer appetitvækkende rundt i et (selv)filosoferende øjemed, og meningen er givetvis, at man som læser skal miste sig selv for at nedsmelte i narrativet. Idéen om at forfatteren sidder shamanistisk foran én og reciterer sin historie, mens man selv stirrer med vidtåbne øjne. Morten Ranum har lusket en habil toer ud, en bog jeg vil stadfæste som mere helstøbt end etteren.