tsl_savn_forside

 

Forfatter:     Tine Schrøder Lunøe

Forlag:         Det Poetiske Bureaus Forlag – ISBN 978-87-92280-32-9

Format:        Digtsamling, paperback, 55 sider.

* * *

 

Fra Tine Schrøder Lunøes hænder udkommer en digtsamling med et sikkert tag om stilen. 55 tekster på hver 55 ord.  SØVN er en alt andet end larmende samling tekster, hvad ansporer anmelderen til at dykke ned under muldlaget og finde ud af, hvad der egentlig er på spil. Er disse tekststykker netop kun det? Tekststykker?

Når man får stukket et koncept i hånden, som man får med denne digtsamling, vil man som regel gisne en smule over, hvorfor forfatteren har valgt denne vej. At hive en sæk ned over hovedet på både tekst, læser og ikke mindst forfatteren selv. Umiddelbart passer det meget godt med vinklen, at titlen er SØVN og derfor sagtens kan være et udtryk for digte, der kan parkeres i drømmeland – surrealistiske stykker, der hver for sig fungerer i deres eget univers. Bagsiden af bogen mener også, at der er tale om historier, som derfor sikkert skal forstås hver for sig.

Måske skal man passe på med at introducere et værk for andre, før man selv har dannet sig et genuint indtryk af det selv. Alligevel har jeg haft SØVN med mig i rygsækken ved flere forskellige lejligheder på det seneste, som en kærkommen følgesvend under transport, når omgivelserne har vist sig at være for genstridige for undertegnede anmelders begrænsede evne til social omgang. Derfor har den da også haft mulighed for at blive udsat for en del andre kollegers tilfældige åsyn, uden for grundig granskning, og i de små mellemværender opstod der en ret central tanke om bogen hos mig: Bogen synes ganske enkelt at skille vandene. Nogle vil elske denne type tekster, andre irriteres over dem. Som anmelder kan man ikke gøre andet end at grave ned til grundvandet for at finde guld såvel som slam.

Forsiden er ganske effent udført af Christina Laforce, som kækt har fremført titlen SØVN og monteret bogstaverne som et slags kompas, blot anbragt i modsatte retninger (S i nord, Ø i vest, osv.). Idéen, går jeg ud fra, er at give læseren et indtryk af koncepternes omvendelse; en sort/hvid-indstilling til teksterne. Det forstærkes yderligere af forsidens illustration af et lukket øje, modsvaret af bagsidens åbne ditto. Spænder man bogens ryg helt ud og ser på omslaget, bliver man vidne til et blik der udgør to modpoler. Bortset fra den noget pixelerede grafik på for- og bagside, er bogen ellers holdt i en ganske smuk stil, der giver et positivt helhedsindtryk. Teksterne er anbragt stilrent i midten af hver side, med stor plads til at ånde, og mulighed for læseren til at nyde hver tekst. Man skal forestille sig selv siddende foran en kuvert på en restaurant, med en beskeden servering på en generøs tallerken. Elegant og appetitligt.

Teksterne er allesammen hæftet op i individuelle udladninger på hver 55 ord, som på den måde giver forfatteren et udmærket lærred at arbejde på. Nok plads, men med restriktioner. Sproget er generelt smuk og holdt i en stil der hverken er for andægtig eller for tarvelig. Sprogbrugen er anbragt langt over i det abstrakte, hvor det er svært at fange andet end små glimt af noget fast, hvad igen bidrager til den drømmende stil, men som kan være svær at fastholde – den skal nærmest opleves. Et eksempel her fra side 19:

 

“Forsvind! skreg den sårede isfugl. Bag / mig kunne jeg høre den knirkende sne. I / det samme lød et tågeskrig fra skoven, et / udbrud af hændernes latter.”

 

Meget nært visuelt, men svært abstrakt: Indholdet skal sluges og opfattes råt, før det giver mening for én. Det er altså ikke digte der taler til modtageren, men er afhængige af, at man som læser kan spille med på melodien i dens eget toneleje. Personligt var jeg oprindeligt lidt af den holdning, at SØVN mest fungerede som en optræden, hvor digteren viste sig og sin kunnen frem – jeg har dog efter et par gennemlæsninger måtte skifte vægten på benene. I teksterne finder man små godbidder, man ellers kunne overse uden grundig lup, steder hvor læseren (måske) byder os op til dans. Anmelderen hér kan godt lide, hvorledes der kunne ligge et nik i kønsangivelsen i følgende citat (s. 33):

 

“Under sofaen har en orm fundet sit / skjulested. Vi overvejer hvilket præparat / vi skal købe for at få ham væk.”

 

Pludselig får en, formodentlig, ellers kønsløs orm sit eget liv i konteksten, fordi den betegnes i sin egen lille rolle i spillet mellem to mennesker – et ham smides ind i ringen. Det er lige sådan et sted, efter min mening, at digtene lusker sig ind på læseren. Hvor spillet begynder. Antydningens kunst, hvor små sproglige kulører begynder at farve omgivelserne.

Apropos farver, så går de igen i sprogbrugen, nærmest rent synligt for læseren. Især hvid dukker op flere gange i adskillige former – man fornemmer fra forfatterens side en vis trang til at opstille digtene i et slags galleri, hvor farvetonerne bruges på et lærred. Både visuelt og tekstuelt får man en samlet idé om, at man som læser er besøgende, der vandrer rundt og glor på kunst. Teksterne virker anbragt og hæftet op på siderne for læserens opmærksomme øjne. Udvekslingen bliver aldrig en rigtig dialog, og følgelig deraf ender udbyttet og mest hos modtagerens evne til indlevelse.

Sproget går i den instans måske også hen og bliver en smule for anonymt. Inde under forfatterens briller, måtte der gerne være et tydeligere, mere gennemtrængende modblik, som læseren kunne gribe fat i. Efter et stykke tid med bogen bliver det underligt svært at genkende forfatteren i teksterne, selvom de er nok så smukt og formfuldendt sat op. Personligt skal jeg være den sidste til at skose folk for at skrive tekster der er konceptuelle af natur, eller dyrket op i et eget univers, ja eventuelt fremstår reelt pointeløse, men jeg kan ikke helt sige mig fri for, at Tine Schrøder Lunøes tekster hér virker noget løse i koderne, når det gælder at komme frem til noget. At teksterne kun har en overfladisk kontinuitet, gør mig ikke spor, problemet går hen og bliver, om samlingen er andet end en sprolig paradeforestilling. Selvom teksterne rent formmæssigt, og med hensyn til opsætning, er knivskarpe, er det svært som læser at greje sig frem til et reelt samlingspunkt for indholdet, udover formen. Nuvel, det er måske også lidt rigeligt at forlange af lyrik, og en del læsere vil nok endda foretrække tingene sådan, som de er kommet til verden i SØVN, så jeg vil ikke kaste mig ud i flere jeremiader omkring dét.

Til syvende og sidst: Klangen i sprogbrugen er yderst smuk, dramatisk, formen er stærkt, nærmest systematisk, gennemført og alene dét vidner om et fremragende talent hos Tine Schrøder Lunøe. Håndværket er på sin plads, og jeg er ikke i tvivl om, at digtsamlingen vil appellere til folk, der sætter pris på det kunstfærdigt elegante, som samtidigt vil labbe hver en side, hver en sætning, i sig – og det bør de, hvis de kan lide det farverige, det fantastiske og præcist opsatte. Bogen kan måske bedst beskrives som en velopsat ballet, hvor man er nødt til at værdsætte materialets kvalitet, på dets egne præmisser, og ikke skele så meget til, om man kan lide ballet eller ej. Beskuet derfra er den en charmerende nydelse.