signoget_forside

 

Forfatter:     Tobias V. Rose

Forlag:         Selvudgivelse

Format:        Digtsamling, hæftede sider i A5, 15 sider.

* * *

 

Som regel anmelder vi efterhånden kun ret så veldefinerede bøger, formatmæssigt, her på redaktionen, og det er egentlig lidt synd. Mangel på tid og materiale kunne være et par af problemerne, så derfor er det et yderst friskt pust, når Tobias V. Rose sender sin komplet hjemmedyrkede digtsamling Sig noget hér forbi. Spørgsmålet er så bare, hvad det er for en fætter, og hvor højt man skal sætte barren i en anmeldelse.

Det er en spøjs, selvstændig udgivelse, nærmest en pamflet, og udgivelsen er en ganske let lille sag, hvor forfatteren formodentlig har stået bag hver eneste detalje i den. En samling hæftede sider, hvor man næsten kan fornemme forfatteren selv printe tingene ud og sidde med hæftemaskinen og samle hver eneste udgave. Lidt af samme grund kan man ikke kalde den ligefrem smuk eller et lækkert taktilt værk. Den er holdt i en skrabet ren sort/hvid stil, og giver faktisk lidt associationer til diverse punkede DIY-magasiner, selvom undertegnede ikke nødvendigvis opfatter det som et spørgsmål om opsøgt æstetik – det visuelle afspejler blot nødvendighedens kunst, og det er såmænd også fint, hvis bare indholdet er ordentligt på plads.

Det bliver noget interessant, når man vender bogen om: Bagsiden af bogen har en reverseret indgangsbøn, der anmoder læseren om flg.:

bogen betjenes ved bladring fra højre side mod venstre

du befinder dig altså nu på den forkerte side

for at påbegynde din læsning af værket”

Som læser begynder man dér at rynke lidt på øjenbrynene. Er det ment som en spøgefuldhed eller en reel instruktionsmanual i hvordan bogen skal fortolkes? Jeg føler mig ikke så meget i tvivl om, at det mest er en mindre kækhed som følger den generelle tone, og starter ved godt mod fra forsiden og henad planken, i det jeg mener er digtsamlingens intention.

Bogen er inddelt i tre afdelinger, hhv. benævnt Behov, Lyster og Opfordringer. Med de relativt få digte der indgår i samlingen, kan det være en smule svært at forstå behovet for at opdele dem så bastant. Jeg synes ikke, det tjener det store formål, og digtene kunne ligeså vel stå for sig selv. Indtrykket man efterlades med, er at inddelingerne måske mere er til for forfatterens egen opfattelse af materialet, end hvad han ønsker for læserens ditto.

Noget af det gode, virkeligt gode, ved selvudgivelser, er at de rækker langefingeren til almindelige konventioner og hele det forudindfattede, der ligger i hvad et stykke litteratur skal være, og lidt i den ånd virker det også som om Tobias V. Rose ønsker at spænde godt og grundigt ben for én hist og her. I digtet Samleje, der kun består af anatomiske ord (“tå / kind / hud / mund / næse”, etc) udstreger han adskillige af ordene (man er nødt til at læse udgivelsen, for at finde ud af hvilke ord, der er tale om). Lige dér bruger han en ret aparte form ganske nyttigt, modigt måske endog, og det ville jeg gerne læse mere af.

Desværre synes jeg også forfatteren spænder ben for sig selv det meste af tiden. Det er tydeligt, at teksterne kunne have trængt til en kritisk gennemlæsning fra et andet sæt øjne, eller i det mindste en ordentlig gennemskrivning. Ikke fordi der er problemer med stavning eller grammatik, men mest fordi sproget er temmeligt usmidigt hæftet op fx. i specifikke referencer. I digte Vibrator gelejder forfatteren sig ud på denne galej, og jeg tillader mig at citere hele digtet:

 

“jeg har brug for at mærke dig her

 for at kunne være tilpas

 med at være

og det er derfor jeg altid har

en vibrator i min lomme

send en sms – mærk

alt er helt okay

28649493″

 

Digtet er i sin helhed ikke særligt langt og trækker på en uhyggeligt nøjagtig reference til telefonnummeret (jeg har ikke turde ringe op), der nærmest giver en gimmick-effekt, jeg synes underminerer digtets tilsyneladende intention, og idéen om den vibrerende telefon i lommen ender mest med at falde til jorden som en tø-hø. Et digt der faktisk starter med et følelsesladet sprint i sin opbygning og derefter kollapser halvvejs mod målstregen. Som læser bliver det svært at fatte, hvorhen digtet vil, og man ender formodentlig med ikke at gide engagere sig nok i de stærke følelser der lader til at være på spil. Samtidigt er det overskudsprægede gadedrengemateriale ikke helt sjovt nok til, at det fungerer i samspil med det mere alvorlige. En inspirationskilde jeg kunne anbefale forfatteren, ville her være en type som Claus Høxbroe, som mestrer samspillet mellem det gadesjoskende sjuskesprog og det mere alvorlige i emnebehandlingen.

Når jeg læser mig ind på Sig noget, bliver jeg mere og opmærksom på en forfatter der tillader alt det han vil i digtene. Meget forskelligartede konstruktioner i digtene, med næsten ingen formmæssig kongruens digtene imellem. Det er meget svært at finde et centralt formmæssigt flow gennem samlingen, bortset fra at de fleste digte er opsat venstreindrettet, uden versaler og med markant varierende linielængde. Selvom der er relativt vellykkede eksperimenter med formen (digtet Hilsen har fx. en ret smart intro og outro), så savner man en samlet struktur i hele affæren. Dermed står og falder samlingen med, hvorvidt digtenes individuelle kvaliteter holder næsen over vandskorpen.

Samlingspunktet i digtene er og bliver forfatterens eget følelsesliv, som i høj grad virker præget af et-jeg-henvender-sig-til-et-du. Digtene bærer præg af en nødvendighed hos forfatteren, der sagtens kunne give materialet en form for prægnans, men jeg synes bare aldrig der helt går ild på tingene i samlingen. Digtenes materiale er påtrængende, men falder ofte relativt let til jorden. Der er dog til tider optræk til gode forløb, som i digtet Handel, der introduceres ved flg. linier:

 

“så forestiller jeg mig

 at jeg her

er der for dig

velvidende du kan være

hvorsomhelst”  

 

En nydeligt snublende rytme der, for mig at se, faktisk udnytter den løse konstruktion i digtenes form. Det ærgrer mig bare lidt, at man skal pille individuelle passager ud af Sig noget, før man begynder at finde en hovedåre. Modet til at bryde konventionelle mønstre ligger der et sted i teksterne, det lader bare til, at kontinuiteten aldrig indfinder sig.

Min endelige vurdering er også, at digtsamlingen er et slags løst skud fra hoften. Én af den slags prøveudgivelser, der efterlader læseren ventende på et mere helstøbt projekt, men som dog vidner om en påtrængende energi, der blot skal kanaliseres og håndteres i mere effektive stykker tekst. Mit hovedproblem med digtsamlingen er, at håndværket ikke lader til at være helt på plads, og det er derfor anmelderens økse falder lidt rigeligt nøjagtigt hårdt på halsen, når det gælder Tobias V. Roses udgivelse. Læsningen af Sig noget bliver en smule forkrampet, for man ønsker sig mere tænding. Dog skal dog siges, at forfatteren virker ung i sit eget forfatterskabs, så der er givetvis plads til, at han kan udvikler sig. Energien bemærker man, ihvertfald.