februar 7, 2012

Titel: Plet
Forfatter: Ole Petersen
Redaktør: Susanne Jespersen
Layout & design: Marlene Johansen % Susanne Jespersen
Forlag: DarkLights
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-92657-36-7

Når jeg skriver Harry og Bahnsen, hvad tænker du så? DSB? Tog til tiden? Hvis jeg bagefter siger Mr. Bean og hans lasede teddybjørn, kommer du så til at tænke på kalkun på hovedet eller vineddike i høje nytårsglas? Du studser nok, hvad har det overhovedet med en anmeldelse af ‘Plet‘ at gøre?

Alt!

Sådan startede min hjerne nemlig med at kværne, da jeg første gang stødte på Ole PetersensPlet‘. Det var jo set før, det der med en talende kludedukke og en forvirret mand. Kunne bogen overhovedet gribe mig, jeg mener, Harry og Bahnsen gav os jo ikke tog til tiden og Mr. Bean og Teddybjørnen er jo blot en gentagelse i DR1 hvert eneste år. Men nu er det jo sådan, at jeg burde skamme mig rigtigt meget. Der har ikke været nogen som helst grund til at være så stivnakket (som jeg var) eller så forudindtaget (som jeg var).

Vari/Arvi/Ivar, drager til Spanien og går ad pilgrimsruten. Med sig, har han et splittet sind og et tøjdyr. Tøjdyret kalder han for ‘Plet’, deraf bogens titel. ‘Plet’ er ikke nogen hyggeonkel. Til gengæld bliver rejsen med Plet til lidt af en dannelsesrejse for mennesket Vari. Dialogerne mellem Plet og Vari viser ganske tydeligt, at der sker en transformation af vores ven, Vari, som romanen skrider frem. Vi er tilskuere til et menneskesind i kamp med indre dæmoner, som lidt efter lidt slippes løs.

Bogen er dedikeret til Ole Petersens søn, Oliver. Det står der faktisk på en af bogens første sider. Det er en smuk gave, som Ole Petersen giver sin dreng. Og til venstre for dedikationen, står der et vers af selveste Don Quixote. Kapitel 1 synger for, og jeg kommer stille og roligt ind i historien, ikke de vilde ting, men en god indføring, der lover mig lidt mere action, med tiden.

Kapitel 2 følger pænt i kølvandet på kapitel 1 og så har vi pludselig kapitel A. Hvorfor det? Hvorfor ikke kapitel 3? Jeg skimmer bogen og til min overraskelse er der også et kapitel B, C, og 2 D’er og til slut kapitel 35E og derefter kapitel 1 (igen!). Hvad har Ole Petersen gang i? Er det trykfejl? 35E – hvilken hovedvej er det?

Jeg beslutter mig for at lade være med at spørge så meget. Jeg bliver nødt til at have tillid til forfatteren. Lige nu, synes jeg at han leger med sin læser, men jeg fornemmer et mønster, fordi alle bogstavkapitlerne er skrevet i kursiv. Der er heldigvis ikke så mange korrekturfejl i bogen (kun et par stykker omkring side 36, 39 og 40) og det er godt for flowet. Der er et fantastisk flow i Ole Petersens ‘Plet’.

Romanen holder vand. Men bedst bliver den fra midten, hvor vi hører om mere end hul-prikken/stikken i vabler. Det er mødet med denne Don Blass (kap 11), der, som person, godt nok i første omgang virker som en indskudt sætning, fordi han dukker op snart her snart der. Men han får mere kød på og uanset om Don Blass er et fortidsspøgelse eller af kød og blod, så er han en form for vendepunkt i Varis verden.

So far so good.

Jeg nævnte før mit hyr med kapitlerne, der snart var kapitel A og så kapitel 2 3 og så videre .. Det finurlige er, at bogstavskapitlerne fremstiller Vari udefra. Det virker godt at få Vari lidt på afstand, indimellem. Som læser, kommer jeg under huden på både tøjdyret Plet og Vari selv, føler næsten de vabler, som Vari prikker hul på, under sine strenge gå-ture og smerterne, når brandsår og andre sår på Varis krop skal læges. I det hele taget, skriver Ole Petersen en del om smerte og svie, men jeg undres nu ikke; det er kroppen der oversætter Varis psyke.

“Summen af de smerter, mennesket oplever under bodsgangen, er lig med de summen af de synder, mennesket har begået i sit liv.”

Det Vari gemmer på, må være meget grumt.

Er der noget, Ole Petersen kan, så er det at få uhyggen skruet godt op i en bog. I Ole Petersens, ‘Jerichos Roser‘ (som også er anmeldt et sted på denne blog), viser han med stor tydelighed sin fornemmelse for gys. I ’Plet’, må man gyse videre, når han ruller op for tortur-scenerne, som Vari udsættes for, som dreng. Selv slåskampene med en glubsk hund og en løbsk tyr, er så fysiske, at man henholdsvis smager og lugter blod.

’Plet’ vinder mig, side for side. Jeg må overgive mig til smerterne, som vælter ud af Varis historie. Men pudsigt nok også den humor, som Ole Petersen også jonglerer med. Ironien omkring Varis splittede ‘Jeg’, kommer ofte til syne i dialogerne, tør og knus-elskelig. Selv da forfatteren bruger digteren Claus Høxbroes strofer:

Nogle når himlen ved at bede, andre ved at stå på tæer og strække sig.” smiler jeg, og forstår pludselig meningen med den CD der fulgte med anmeldereksemplaret ’Plet’, i sin tid.

Jovist er Ole Petersen gyser-forfatter, men han kan også beskrive naturlandskaber, så man må bjergtages. Og de kommer med perfekt timing. Efter rædsel og pinsler, får læseren beskrevet (side 89 øverst) et billede, der sagtens kunne være snuppet fra en af Ole Petersens egne Camino-ture (læs endelig forfatterens gode rejsebeskrivelser/råd i ‘Græd Vagabond, når din sol går bag sky‘). Her et afsnit fra ‘Plet’:

“Landskabet, som han alligevel rigtigt nød, blev grønnere.Først åbne flade marker med græssende grå køer, så store områder regeret af de formsære encinas, de eviggrønne egetræer, hvis agern var en eftertragtet spise for Spaniens halvvilde sortfodssvin, som rodede i jorden mellem stammerne..”

Hvornår bliver Vari så til Arvi eller Ivar, vil du nok spørge. Det sker jo ikke lige med det samme. Men forfatteren stikker begivenheder/milepæle ud til sin læser, så man fanger Arvis sammensmeltning med de forskellige personligheder. Det er ikke noget jeg vil beskrive her, thi det gør forfatteren Ole Petersen så eminent godt selv. Mødet med Padre Louis, åbner fx op for nye oplysninger om Arvi. Men det egentlige kick, får jeg på de sidste sider. Måske det også bare er AHA-fornemmelsen – at sådan hang det sammen. Det sidste kapitel hedder ‘Kapitel 1′. Det er i sig selv en cadeau til livet. Det nye liv, som Arvi skal begynde at leve.

Jeg har sagt det før. Jeg gentager det gerne: Ole Petersen har skrevet endnu en bog, der er hele rejsen værd. Som værten på et vandrehjem i romanen siger til Vari og Plet:

” Alle, som går på den (caminoen), nærer den, og den nærer dem. Folk følger med. Nogle går hurtigt og bærer nyt op bagfra, andre går langsommere og falder tilbage med nyt, mens andre igen følges ad som jer to.”

Rigtig god rejse med den bog du vælger at følge til dørs, næste gang, Ole!