speer-2

Forfatter:     Anders Vægter Nielsen
Forlag:        Forlaget Armé – ISBN 978-87-994616-1-5
Format:       Kortprosa og lyrik, paperback, 94 sider.

 

“Man skal som skrivende benytte enhver mulighed for at komme ud af sin hule,” og hvis citatet ellers er korrekt husket fra min hovedknirkende side, kan jeg kun være enig. Lidt på samme præmisser stødte jeg ind i ophavsmanden til værket Speer 2 ved en festlig lejlighed i Dansk Forfatterforening. Det er for mig altid en noget sær oplevelse at møde manden, før man har læst værket, men nævnte aften gav mig gode anelser.

Specifikt fra den aften kan jeg huske at måtte udbede mig titlens udtale, da jeg skulle introducere Anders Vægter Nielsen som oplæser; Speer to, Speer two, Speer zwei eller hur? Titlen Speer 2 antyder, muligvis lidt komisk ment, en slags fortsætter af et værk der næppe har været en forgænger til. Muligvis er titlen også en reference til en vis tysk rigsarkitekt, hvilket åbner op for utallige fortolkningsmuligheder, skulle man ønske så, men det vil jeg vælge at lægge mindre i, da titlen givetvis blot har til formål at sparke bolden i spil, ved at henvise til to af bogens centrale tekster. Dem kommer vi til.

Ved første øjekast tager bogobjektet i sig selv ikke nødvendigvis særligt prangende ud. Det fysiske format tager sig mest ud som en digtsamling, hvis ikke det var for omslaget. Omslaget er fotografisk domineret, holdt i en mørk tone på forsiden, lys på bagsiden – det centrale motiv er glimtende reflektioner som kunne forestille bobler. Noget der umiddelbart drager læserens nysgerrighed til sig, måske endda som en mild undren.

Bladrer man en smule igennem bogen, finder man den umiddelbart særdeles læsevenlig: Rolige, læselige typer fornøjeligt opsat på en lækker kvalitet af papir. Teksterne går dog hen og bliver en smule vanskelige at bearbejde, idet de varierer stærkt i form og udtryk, hvilket kan skabe en smule forvirring i starten – teksternes sammenhæng fremstår nærmest en smule inkonsekvent, og man har ovenikøbet valgt at punktere deres forløb med enkelte blanke sider, uden jeg helt kan greje hvorfor. Måske er der tale om flere forskellige bøger, ment som flere afgrænsede stræk af tekster, omend jeg må tilstå, jeg ikke finder det nødvendigt at anbringe dem sådan.

Indholdet er som antydet yderst varieret, men meget hurtigt finder man frem til, at der mestendels er tale om en slags filosoferende kortprosa. Den dominerende stemmer veksler de fleste steder mellem enten af benytte et jeg eller et han, men også en passiv stemme hives frem fra tid til anden. Faktisk skiftes der så hastigt mellem formerne, at man som læser godt kan stå med det fejlindtryk, at forfatteren gerne vil bevise sin evne til at beherske flere stilarter. Således kan man føle sig som offer for stiløvelser, hvilket kan være fornøjeligt, når det fungerer, men altid dingler faretruende tæt på det intetsigende. I denne bog skal man dog ikke taget noget for givet. De afsluttende tekster, for eksempel, lader alle til at omhandle garvning af huder, og udover at have en slags forløbsmæssig udvikling over de individuelle stykker, tvinger forfatteren også lumske brokker frem, som får et næsten lyrisk skær i forhold til den kontrast de emnemæssigt er monteret på. Tag følgende til citat, og bemærk den, tilsyneladende, uskyldigt henkastede bemærkning om farver:

 

“Såvel skærere som saltere har blå gummiforklæder på. Forklædernes blå er en nuance lysere end de tønder, som huderne fiskes op fra.”

 

Disse korte tekster om huder og garvning er korte og ordknappe, hvilket er med til at skærpe læserens opmærksomhed. Man sidder næsten og kniber øjnene sammen, når man læser sig igennem: Har jeg overset noget? Er denne sætning noget, jeg burde læse noget ind i? Det er et generelt træk i bogen, at en del af teksterne kan virke helt tilforladelige, gerne aldeles nøgternt formulerede, men hvor man hele tiden han ane noget rumsterende neden under. På sæt og vis begynder teksterne at virke urolige i al deres tilsyneladende ro. Man spørger konstant sig selv om, hvorvidt man har fået det hele med, og det virker faktisk ret tillokkende i al sin selvomviklede mystik, ihvertfald på undertegnede anmelder.

Her og der har teksterne et vist indbyrdes slægtskab. Selve titelteksten, og dens søstertekst Speer 1 lader faktisk til at være variationer af et tema om indespærring. Man kan næsten tale om et slags kunstgreb, hvor forfatteren vælger at bøje begreberne tid og afstand/rum og udstanse dem i to forskellige forklædninger. Meget snedigt gjort, uden at fremstå som et demonstrativt forsøg på at bevise håndværket – teksterne Speer 1 og Speer 2 er blot to ruminationer over velkendt begreb (incarceration), og det er vel lidt betingelserne bogen er sat sammen på: Man skal ikke forvente en samlet bevægelse der rytmisk bølger gennem bogens sider, men mere flere forskellige stræk af tekster, hvor de fleste indgår i en mere eller mindre indbyrdes tematik med andre tekster. På den måde opnår læseren muligvis illusionen om en slags helhed, som holder sammen på sømmene.

Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at bogen såmænd udmærket kan læses for sprogets skyld. Forfatteren holder sig et ret stilrent, usmykket sprog, som aldrig bliver mere højtravende end som så, og ja, man må faktisk bemærke, hvorledes sproget er tiltalende prosaisk, selv i de ultrakorte digtallusioner. Skægt nok ligner digtteksterne mest af alt skitser, men flere af dem har et underfundigt præg af en direkte humor:

 

“Det siges, at dinosaurerne var fugle. / Og hvad så. Husene er huler.”

 

Med meget færre ord kan man vel ikke spænde ben for læseren, og selvom jeg ikke synes digtteksterne er de stærkeste i bogen, så har de faktisk en udmærket overraskende punkteringseffekt. Jeg er ikke sikker på, hvorfor opsætningen af netop disse tekster skal være så forskelligartet, og visse steder faktisk ret fjollet, men det er ikke noget, der generer undertegnede synderligt meget. I én anden af digtteksterne vælter forfatteren teksten grundigt til sidst ved først at opremse et par observationer for derefter forbløffende prosaisk at afslutte med, hvad der kunne lyde som en instruktion fra bagsiden af en færdigret:

 

“Der tilsættes vand.”

 

Så er der også de historiefortællende prosastykker. I princippet kan de vel betegnes som ultrakorte noveller, og de kører i en stil, der opererer med et ganske altmodisch schwung. Her kan man bemærke et ret dramatisk spring i stil fra de fleste andre tekster i bogen. Ofte luller man sig selv ind i tankegangen, at der tale om historieskrivning (med fodnoter og det hele), men forfatteren formår altid, at gøre teksterne mere personlige og decideret vedkommende for læseren. Et ret interessant greb, hvor man fristes til at spørge hvilken historie, forfatteren egentlig ønsker overleveret med de tekster.  

I det hele taget får man indtrykket, at forfatteren næsten har smidt disse tekster i ringen som en slags eftertanke. Jeg kunne nemt forestille mig, at en stor del af teksterne har ligget og ulmet i diverse bunker, kun nogenlunde holdt sammen i forfatterens hovede, og dermed vil jeg også betragte Speer 2 som en invitation til en serie af divergerende dansestykker afholdt i forfatterens hovede. Man tør nok også formode, at denne bog vil have en vidt forskelligt virkning på læserne. Nogen vil spørge sig selv om, hvad bogen vil dem, og de mere firkantede blandt hoveder nok slå den hen som en serie spraglede nodeark der ikke rigtigt flytter noget. Personligt var jeg til gengæld meget glad for den. Bogen rummer både fint håndværk, som ikke skygger over teksterne individuelle trummerum, hvor især den lidt afdæmpede humor tilføjer nydelige sving gennem teksterne. Ingen steder synes teksterne af skvulpe over af selvfed sprogenergi, og ej heller kollapse indad om deres noget lukkede litterære mikrouniverser.

Bogen er ret kort, og når man som jeg har haft den i hænde i et pænt stykke tid, kommer man til at kende teksterne særdeles godt. På den måde kan man diskutere, om der er ret meget at vende tilbage til, og det ville man sikkert gøre med rette. Som nævnt er bogen ikke så svær at komme igennem, men kommer givetvis på et tidspunkt til at fungere som et lommegalleri, hvor læseren formodentlig kan huske hvert nøk og strøg på hvert lærred. Det gør for mig såmænd intet, for selve læsningen er herlig, og udtryk for et reelt skrivetalent, samt en skriveglæde. Det er ikke fordi, Anders Vægter Nielsen har gjort stort væsen af sig gennem tiden, men Speer 2 sender dog et klart signal om, at vi burde kunne tillade os at forvente mere fra ham. Støt de små, herligt krøllede forlag og bestil dig et eksemplar hjem af Speer 2, det kan du roligt tillade dig selv. Vi efterlader eventuelle læsere derude med dette, måske lettere selvbiografiske citat fra titelteksten:

 

“For hvert skridt han tager i gården med hegn og mure på alle sider, vokser hans mod, for hvert opslag han laver i rejsebøgerne, vokser hans tillid til rejsen, der foregår i ham, og han føler sig mere fri.”