topbmp12Nanna Rømer Dorph-Petersen:
En duft af stilhed/ Silkehaler
Ravnens forlag 2012
Ill. Poul M. Cederdorff

ravnensforlag@hotmail.com
www.ravnensforlag.dk
ISBN: 978-87-994605-2-6

Nana Rømer Dorph-Petersens seneste udgivelse rummer to digtsamlinger : En duft af stilhed og Silkehaler. Bogen ligger godt i hånden. Den sart æstetiske forside , det aflange format og de spændende illustrationer af Paul M. Cederdorff viser , at der her er tænkt på bogen som fysisk genstand , ikke blot som et tilfældigt omslag om teksten. Bogens layout og fremtoning understøtter og supplerer .

De to digtsamlinger rummer omkring tres korte tekster, der giver udtryk for skiftende følelser og indtryk omkring et parforhold , både på et jordisk og på et åndeligt plan. Der er ikke tale om en lineær fortælling. Snarere en cyklisk bevægelse , hvor glæden og sorgen og helingen er tilbagevendende temaer.

Nanna Rømer Dorph-Petersen skriver i den centrallyrisk tradition. Der er “tårer af lykke” og ” drift i tågeslør”. I et karakteristisk og smukt digt hedder det ” jeg ser lysets/ rejse / mod nord// din himmels højder/ svimlende / som den faldende / sne ” . Et andet sted ” …. vi smelter / sammen/ hengives / til markers / ubrudte ringe/ af aks/ og mynte ” . Ægte . Uden posering. Med fin kant i passager som f.eks. ” vi.. kæntrer i åbne arme ” ; ” du trøster mig/ spytter kærligheden ud / der ligger den mellem os / som små mirakler/ i sandkassen “; “stilheden er som masonit”. Mit eneste [ og mindre ] forbehold over for bogens klare stilistiske udmelding er , at brugen af genitivskonstruktioner som ” solens lydmur”; ” granernes hvisken”; ” hænders famlen”; sjælens spejl ” måske kunne begrænses.

Bogens centrale nødvendighed , beskrivelsen af forholdet mellem et jeg og et du, fanger mig ind. Først og fremmest på grund af relationen mellem det sansede og det metafysiske . Digtene bevæger sig i et grænseland, hvor man snart ” …vipper med ørerne. Tænderraslende “, snart kommer til stedet ” hvor sjælen bøjer ind / mod hjertet “. Til tider ophæves tid og rum – ” grænsesindet sprænger solens lydmur “; “min tanke/ er huden / der lyser/ i dit hvide / sand “- i en sammensmeltning af realitet og metafysik, der får mig til at tænke på en af mine yndlingsdigtere, den elizabethanske digter John Donne, der sammenligner to sjæles samtidige adskillelse og nærvær med et fint udhamret guldstykke: “Our two soules therefore; which are one, / Though I must go, endure not yet / A breach, but an exspansion, / Like gold to ayery thinnesse beate. “[ Fra digtet A Valediction: forbidding mourning. ]

Det er denne vellykkede sammensmeltning af det konkrete og det abstrakte[ det jordiske og det åndelige ?] der gør bogens behandling af tab og sorg/ nærvær og glæde til noget andet og mere end endnu en privat beretning om det at miste. Jfr. : ” Vi henter jord ind fra himlen ” Hvilken utrolig tanke at jordbundethed hentes i himlen !

Der er mange passager, der fortjener at blive nævnt. Men jeg må nøjes med en enkelt .

“Vi falder forover og bagover. Og forår igen.

Grenens negle plukker morgendug.

Hviskende gennem sommerlandet. ”

Plus de to slutningslinier der, paradoksale og sande, bliver stående, også efter at man har lukket bogen :

“Én slipper sit tag derude/ Her er kun fred . ”

Poul Høllund Jensen, september 2012