top-548x8001

Lise Andersen: Så kan vi skilles. Digte.
Ravnerock 2012
Foto: Thyge Bjerregaard Pedersen
Tryk: One Way Tryk
ISBN : 978-87-92625-58-8
Udgivet med støtte fra Velux Fonden

www.ravnerockforlaget.dk
post@ravnerockforlaget.dk

Efter en pause  i digtudgivelserne  på  seks år , er Lise Andersen tilbage i lyrikkens verden med bogen
Så vi kan skilles, der udkom i september måned.  Digtene beskriver et forholds vej fra forelskelse til kærlighed , hvor  to  mennesker efter et liv  med mange facetter af godt og ondt “kan skilles”, Ikke i  resignation, men i omhu  for at  ” ..passe på / ikke at / træde på / stjernerne ” deres fælles liv har rummet . Den overordnede udvikling i forholdet  er varieret med flash backs og udblik til andre kulturer.

Intensiteten i bogen er stor i den fint komponerede helhed mellem de afsluttende digte:  Det er; Efterårsblade; Det er smilehullet i din kind; Morgenansigt; Når vi ses; Hvidlige drømme; Grå morgen; Fingerveje; Glemt og Planeter. [63 – 79 ].  En digtrække hvor læseren bliver berørt. Af det smukke og stærke digt “Der er “,  der går godt i spænd med ” Efterårsblade” ,som mere beskriver den fysiske side af sygdommen , der rammer  manden i parforholdet. Af “Det er smilehullet” der er fyldt med de stjerner, man må passe på ikke at træde på. Fulgt af en række gråtonedigte med linier som:  ” dit blege morgenansigt”;”hvidlige/ drømme og/ sort/ stilhed” . Inden smerten tager over  og du´et “brøler /som et anskudt dyr” .  Til sidst “læner [du] dig/ tilbage/ i stolen/ og forsvinder” og ” jeg / dækker din/ krop/ med dug “.  Smukt.

Et andet styrkeområde er grønlandsdigtene. [19 – 28] . Her er gode sansninger; f.eks.  i form af gule tulipaner,der viser sig ved nærmere eftersyn at være poser “med menneskeligt / affald/ lort”. [ Gule tulipaner 21 ] Her findes også et af samlingens flotteste digte , som rummer linierne :

“inuitten
mellem
isbjerge
i stor fart

rank
i
båden”.
[Hundepladsen [22 ] ]

Den inuit er åben for fantasier !  Som også søulken ; jægeren og elskeren der kun kan mødes med jeg´et i det skjulte , i kælderen.

Grønlandstemaet er fint integreret i hovedstrømmen i bogen ; men når jeg kommer til digte som Mamba, Woodoo, og måske Tæppet, får jeg en fornemmelse af , at forfatteren har spredt sig for meget.  Enkelte andre digte kunne på samme måde  have været udeladt . [ I øvrigt gode digte som “Dronning”  eller “Fiskerne” virker lettere distraherende i forhold til flowet .]

Med så stærke og  flotte digte som Du [ 6) –

” det er …måden
du kl´ær dig af

står foran mig

det er
måden
du synger falset
på”

eller
Flagermus [51]
” i din hånd
er der en
rede
fuld af
museunger

i dit hår
er
der blafrende
flagermus
og
flyvende
tupilakker ”

–  ville  læseren med en lille halv snes færre digte måske  blive endnu dybere engageret i Lise Andersens overbevisende indblik i sandheden bag Tennysons linier:

“It´s better to have loved and  lost / than never to have loved at all. “