antifaust-forside1 Forfatter: M. Pontoppidan

Forlag: Refiktion og Debat

ISBN: 9788799440009

Format: Hæftet, Roman, 187 sider

For efterhånden alt for længe siden modtog jeg M. Pontoppidans (MP) bog Antifaust til anmeldelse. Nu hvor året går på hæld, har jeg endelig fundet et hul i tiden til at give den en ordentlig behandling.

Bogen er udgivet på M. Pontoppidans eget forlag, Refiktion og Debat, der ifølge forfatteren selv sætter fokus på reflektion frem for en klassisk handlingstråd. Det er Antifaust et udmærket eksempel på.  Meget af bogen rækker bagud i tiden, både den historiske og den personlige, og kræver af sin læser, at denne en gang i mellem stikker en finger ind mellem siderne og reflekterer over, hvad det lige er der er blevet læst.  Men inden jeg går videre, vil jeg kort fortælle hvem Faust egentlig er.

I al sin enkelhed handler Goethes Faust (som er den jeg vil tage udgangspunkt i, selv om historien oprindeligt er noget ældre) om en mand, der sælger sin sjæl til Djævelen, hvis denne til gengæld vil tjene Faust i en række år. En kontrakt underskrives med blod. I nogle af fortællingerne trækkes Faust i helvede til sidst, i andre får han lov til at beholde sin sjæl. Værket er en allegori over den menneskelige stræben og utilfredshed, og (som jeg ser det) et billede på hvad mennesket vil gøre for at slippe for det det er. Et værk om Antifaust burde så (logisk set) handle om det modsatte, men det mener jeg ikke er tilfældet her. Jeg tænker at den handler om det samme – fra en anden indgangsvinkel.

I Antifaust møder vi protagonisten, der læser magi på universitetet i et fiktivt (men midt/østeuropæisk-lignende). Her skal magi ikke forstås som den slags vi kender fra fantasy, komplet med “none-shall-pass” og ildkugler, der flyver til højre og venstre. I den verden MP beskriver er magi en videnskab på linje med mange andre. I hans beskrivelse af magien fremstår den som en blanding mellem matematik og filosofi. Hovedpersonen er ofte lidt for klog og bedrevidende i forhold til sine omgivelser, og ynder at give eksempler på sin overlegne, mentale kunnen. Efterhånden finder han dog ud af, at den mentale verden alene ikke bringer ham de svar, som han ønsker. Næsten synkront med denne erkendelse udbryder der krig, og sammen med sin kammerat melder han sig til hæren. Hans møde med den lavpraktiske hverdag fyldt med soldater sætter hans verden i relief, og han finder ud af, at hans tanker er friere, mere ubundne, blandt andre mennesker end når de blot reflekteres fra et enkelt individ.

MP anvender træk fra de fantastiske genrer. Et alternativt univers (science ficton/fantasy) og magi (fantasy), men Antifaust er ikke en bog, jeg vil placere på hylden med fantastisk litteratur. Dertil er den for realistisk. Sproget er en kende gammeldags, og anvender meget maleriske sætninger kombineret med næsten faglitterære/debatterende elementer. Den lidt aparte blanding stiller krav til sin læser, og Antifaust er ikke en bog man spurter igennem. Tværtimod er det et værk, der lægger op til omhu og eftertanke. Det ser jeg både som bogens svaghed og styrke. Mange læsere vil undre sig over handlingens langsomme fremmarch, og det vil medføre at hvis læseren har regnet med noget rent underholdende bliver han/hun skuffet. Andre vil nyde at bogen konstant sætter spørgsmålstegn ved moral og individ, og elske at MP giver læseren tid til at lægge sig selv ind i teksten. Selv stiller jeg mig mellem de to stole. I særdeleshed bogens første del tænker jeg kunne have brugt lidt mere handling, og lidt mindre refleksion, da det er der læseren skal fanges, hvorimod anden del kunne have brugt lidt mere pause. Andre vil helt sikkert være uenig med mig.

Grunden til at jeg opdeler bogen er at der midtvejs er fire sider, der ikke er trykt på normalt papir. Derimod er de trykt på noget, der ligner silkepapir. Jeg var ikke helt sikker på, om det var meningen fra forfatterens side, men det fungerer rigtig godt, da det anderledes materiale falder pænt sammen med hovedpersonens erkendelse af, at han har brug for nye jagtmarker. Den fysiske opdeling i andet end kapitler gør læserens sind klar til at forstå, at nu kommer der til at ske noget radikalt anderledes. Og det gør der også.

MPs sprog er formfuldendt og der kan ikke sættes en finger på hverken grammatik, opsætning eller sætningskonstruktion. For læsere, der ikke er vant til at læse et halv-akademisk sprog, vil nogle af sætningerne dog slå knude på sig selv, uden derved at være forkerte. Anvendelsen af mange hoved- og bisætninger, adskilt af kommaer, gør også at man skal holde tungen lige i munden. Jeg tænker dog at sproget er passende til en bog, der ser tilbage på fortidens litteratur, og derfor er det ingen anke for mig. Hvilket bringer mig til den største anke jeg har på værket: Er man som læser ikke allerede bekendt med europæisk litteraturhistorie (og litteratur), vil en del af bogens pointer og ideer gå ens næse forbi.

Summa summarum: Antifaust er ikke for alle. Så langt fra. Den er for læsere, der gerne vil udfordre sig selv og prøve noget anderledes. Den er for læsere, der ikke skræmmes af at en bog er en ide, frem for en liniær handling. Den er for læsere, der har mod på en moderne dannelsesfortælling, sat i et univers der næsten er vores eget. Den er derimod ikke for læsere, der blot skal have et kort litteraturfix inden de skal sove.

M. Pontoppidan er  cand. mag. og i færd med en forskerkarriere. Han (jeg regner med det er en han) har tidligere udgivet Det vidunderlige ved mænd (Darklights 2010), Minnesangbog – da kærligheden blev kult (Alfa 2009) og udgiver løbende værker på eget forlag Refiktion og Debat. Forlagets hjemmeside indeholder yderligere information om værkerne, samt en kort gennemgang af, hvad refiktion egentlig er.

Anmeldt af A.Silvestri