Steffen Baunbæk :  Picnic i Hiroshima, digte.
(c) Steffen Baunbæk og Det Poetiske Bureaus Forlag
Omslag Peter Krogh
Printed in Denmark 2012.
Det poetiske bureaus forlag.
1. udgave 1. oplag ISBN 978-87-92280-44-2
WWW.DPBSFORLAG.DK

Steffen Baunbæks debutdigtsamling , Picnic i Hiroshima, fremstår med skarp og markant forside i sort /hvidt.  Udover titlen ses fire tegninger der får mig til at tænke på memorybrikker.  En støvle, en  paddehattesky, en rejsegrammofon og en økse.  Brikker der rent faktisk bliver vendt sammen med talløse andre.

Picnic betyder udflugt med måltid i det fri. Altså ikke spiseborde med wegenerstole, men [i dette tilfælde] kortere hektiske ophold  i Hiroshima eller Manchester , på sjælevandring eller i nådesløs taxa. Vi hvirvles gennem barndom og ungdom, nutid og utid, forbi afdøde forfædre, beatmusikere og gamle kærester og ender  som støv over Kuala Lumpur. Forpustede.

For denne læser er det en støtte at digtene er ekstremt rytmiske. At en pulserende og energisk motor styrer mig  gennem et mangfoldighedens univers.  Man ” ser taxametret tikke sig ud af [s]it liv, / og det fortsætter, fortsætter, fortsætter. ” [Chaufføren] Selv om folk falder ned i en bunke efter en heftig nat , fortsætter  “reaktoren… ned imod Kina med hamrende stempler” [Revy] . Steffen  Baunbæk er på beatet .  Rytmen kører , kører, kører. Prøv at stå i græsset  i parken under picnic´en og læse digtet Strejf for de andre. Mærk hvordan  du bliver båret at rytmen , hvordan den tager over. .

Jeg blev ramt
af en bil,
der var long drinks
og rasler
og bordbomber.
syningen gik
i din kjole,
i pisrenden
ude på lokummet
flød der en rose
af plastic.
de spillede Guns
og Nirvana
min kind
var en slagmark
af  udtværet
læbestift,
gulvet
var glat,
jeg blev ramt
at en bil.

Et af tyngdepunkterne i Picnic i Hiroshima er  digtene om barndom og ungdom . Der er tale om 15 digte, der med stor følsomhed og  skrap realisme vender brikkerne fra en jysk barndom og  ungdom så de ligger blottede i nutidens  lys. Der er et vanvittigt smukt digt om en farmor [Elegi til Esther]; En revy over det første skridt, slagtningen  af en høne, den første kærlighed, det heftige  liv i storbyen og    fejringen af årtusindskiftet [ Revy]. Med al den øjebliksevighed man kun kan have i erindringen. Der er   “som dreng skar jeg skibe “- temaet og nærmest vantro beskrivelser af jyske miljøer digteren engang var en del af. Til tider med en god portion humor. Udmærket  perspektiveret af følgende linjer om digterens  hukommelse:

…en åndssvag computerfejl
slettede alt
der holdt verden i gang
min hukommelse
undtaget .

Nu må jeg lære
at gå   uden støtte
og spise
med gaffel
i dén   .

I syv digte, fra Visselul  [46] til Digtersvin [63], går jeget i dialog med selve digtets ide og rollen som forfatter.  Om digtet som begreb står der eksempelvis: “du er bad news/ du er nederlag på nederlag / og jeg er kun en mand / der er allergisk/ mod mig selv” [Selvtægt] eller “Digtet er ikke et bind/ der forhindrer forblødning. ” [Wham bam]

Centralt i problemstillingen står digtet  Digtersvin, hvor selvforagten  lurer :  “..stiller min tørst/ med et glas/ af de tårer/ jeg netop har fældet / ved tanken om holocaust, X-factor….”.  og elfenbenstårnets futilitet står udstillet i linjerne :  ” og prøver /  at skrive, / mens folk bliver myrdet/ og sulter/ og stresser / og gaderne under mig/ hvæser mod ruden” .  Ja, ja siger læseren – dommedag over sig selv ;-) Men hos Baunbæk skal man ikke springe noget digts sidste linier over :

…jeg synker igennem
en malstrøm af tanker
og mødes med katten.
der drømmer med rette,
at den er en kat,
og jeg selv
drømmer mest
om at være
et hæderligt
menneske.

Bogens univers strækker sig fra solen er så rød mor til sjælevandring. I Den eneste ene [37] og Min karmalov [66] river jeget sig løs fra materien henholdsvis med et  ” Jeg tror/ at jeg muligvis selv/ er den eneste ene/ og derfor guddommelig  ” og

når jeg så dør

og bliver fundet igen
som et tyndt tæppe støv
over Kuala lumpur
vil hvert korn, jeg er ,
håne Buddha og Brahma,
men hylde min skaber
og lande præcist,
hvor det skal.

Jeg vil overlade til læseren selv at tolke ovenstående slutlinier i Picnic i Hiroshima, selv at afgøre hvor vidt der er tale om en  slutning eller en ny begyndelse.  Måske har han blot lyst til at  give sig hen til ordenes fejende flotte rytme.

Digtsamlingen rummer  måske nok enkelte tekster, der kunne undværes, fordi deres indhold er godt dækket ind i forvejen .  Men der er myrer i græsset på selv den bedste picnic og jeg klarer let lidt redundans,  når jeg får lov til at se vrangen vendt ud  på Solen er så rød mor og muligheden for at  læse elegien om  Esther. Får lov  til at opholde mig i Baunbæks hektisk mangfoldige verden.

“Vi kan betjene os selv,
vi kan  skåle i kød,
det er alt. “