IMG_4744


Nana Rømer Dorph-Petersen: En perlemuslings bedrag

Forlaget Mellemgaard 2013.
Grafiker og omslagslayout Tine Wichman
Billede til omslag Gert Medom
ISBN  978-87-93076-69-3

Lyrikeren Nana Rømer Dorph-Petersen har udgivet en række digtsamlinger. Det sidste  led i kæden er En perlemuslings bedrag. Bogen rummer omkring 80 lyriske tekster . På bagflappen hedder det :  “Nana skriver sine digte spontant og kalder metoden “stream of subconsciousness ” eller “slaggedigte.”

Den omtalte metode rejser en række  spørgsmål. Jeg vil begynde med ordet “slaggedigt”. For mig er slagger associeret med affaldsprodukter, der er ribbet for varme, lys og energi. Nana Rømers digte er prægede af alle tre elementer.

“Begraver mig i dit skød. Duften af dig, en duft af sand.
Af hvid regns hvisken” [69]

eller

“Et tæskehold
river tæppet væk

usynligt mådehold
gravpalæer suser
forbi

regnvejrsbidte” [32]

– to tilfældige opslag i digtsamlingen, masser af potent energi. Ingen slagger.

Hvor ordet “slaggedigte” henleder tanken på et produkt, er udtrykket “Stream of subconsciousness” et udtryk for en proces . Umiddelbart undrer det mig, at digte der er blevet til gennem en ubevidst proces, rummer en æstetik og en sansemåde,  der på mange måder er beslægtet med digte skrevet med bevidst fokus på skrivefasen.

På  side 50 læser jeg for eksempel

Planters vækst
rankers lydløse
hvisken

stilleport og lys
solens sand, håbet
timen – drømmen

en dråbe falder
jeg fandt min stilhed

En udenforstående ville ikke kunne afgøre om denne smukke tekst , der rummer både  sansninger af lyd og lys, og udtryk for handling og erkendelse, er blevet til på et mere underbevidst plan end så mange andre digte. Sikkert fordi vores forestillingskategorier så som tid, sted, rum og farver,  rammesætter både drømme og vågen tilstand. Måske tør jeg konkludere at forfatterens undren over tilblivelsesprocesen ikke har helt så afgørende betydning for læseren som for forfatteren.  Uanset om digtene er blevet til gennem en [især] bevidst eller en [især] ubevidst proces, fremstår de langt hen ad vejen som sensitive og æstetiske tekster i rum og tid.

I teksten side 81 således den gradvise fokusering fra tidsalderen generelt,  over nuet, til de enkelte individer .  

“Tørvens tidsalder. Den hule vind. Vi gør hinanden fortræd. ”

Så lidt plads skal der til for at komme hele vejen fra det universelle til det specifikke.

Digtenes univers er ofte tyst og sart. Stilhed og douce farver. Solen, regnen, tågen. “Stilheden synger i hvidlig luft”,  der er “lommer af hvidt metal”  ” Men det er bestemt ikke vegeterende. Der er “nævninge der løber hjemmefra”, der er “had, larm og dødsmetal “. Og under  bogens tekster ligger forfatterens tilværelsessyn som et stadigt nærvær. “Ubegribeligt som livet søger/ sig selv ” , ” forsvindende lidt der skal til / for at dræbe ” , ” Jeg elsker begyndelser ” .

I sin digtsamling Vi er ikke konger  [Rosinante] skriver Daniel Dalgaard : ” Digtets mest tragiske egenskab er dets slægtskab med tiden “. For den , der “elsker begyndelser” , må  dette være et særdeles nærværende tema. Det er sandt at “timerne begynder/ forfra ” ; men lige så ofte “venter [vi] tidens/ sammenfald”.   En perlemuslings bedrag  lever med bevidstheden om denne skrøbelighed.