Af Jonas Reppel

Jeg har sendt en digtsamling til Gyldendal. Jeg indrømmer, at jeg er strandet, dette er en krampetrækning. Jeg håber på et svar, om det er godt eller dårligt er lige meget, bare en eller anden form for opmærksomhed, så jeg kan se fastland igen.

Der er 400 kroner tilbage på min konto. Jeg går højt op i priser for tiden.

Jeg har været i Brugsen to gange i dag. Første gang brugte jeg latterlige 48 kroner på Pepsi Max og lakridser. Tilbuddet på Pepsi galt ikke længere og i stedet for 37 kroner, blev det 48. Anden gang skulle jeg have aftensmad. Jeg overvejede at købe en salat, men endte med at bruge latterlige 50 kroner på en durum.

På vej ind i Brugsen stødte jeg ind i to piger. I stedet for at fløjte, lavede de mærkelig lyde. Jeg ville vende mig om for at give dem fingeren, men efter en morgenmad bestående af Pepsi og lakridser, kunne jeg ikke løfte mine arme og blev stående foran salaterne for at bilde mig selv ind, at de var metafor for pigerne, og jeg besluttede, at de ikke fortjente en plads i teksten eller kurven.

Måske troede pigerne, jeg vil sælge dem en hjemløseavis. Jeg har ikke barberet mig i en måned, der er pletter på mine busker og bluse. Jeg overvejer at vende mig om igen, for hvis de ikke er gået endnu, vil jeg råbe, at jeg altså er ”digter” og ikke hjemløs, men af frygt for at se dem rode efter mønter i deres punge, vender jeg mig ikke.

Nu ligger jeg på sofaen. Jeg læser den Finske digter Pentti Saarikovski. Jeg drikker Pepsi Max, spiser durum. Smider skjorten. Saarikovski beskriver sit alkoholmisbrug, sin gæld, sin fattigdom, sin sved og afføring. Han strandende frivilligt i Dublin, og brugte alle sine forlagspenge på Gin, og døde senere af druk. Jeg drikker kun når andre betaler. Pentti er en ven. Han lignede måske også en hjemløs. Senere går han igen i mine drømme. Hans mund er forsvundet og ansigtet revner i regnen. Jeg citerer ofte linjer som han har skrevet:

Om morgenen frygter jeg livet mere end døden.

– Mens den europæiske digterkongres hylder dem/ligger jeg på en parkbænk og skider i bukserne

 

Om morgen frygter jeg livet mere end døden” Jeg skriver og skriver. Jeg har slået livet ud af uddannelsesdrømmene, fremtidsudsigterne, opsparingskontoerne, hverdagen og normaliteten. Jeg er nu landet på en strandkant.  Jeg kan se det brændende skib synke.

Jeg sidder foran computeren, den holder mig med selskab, mine øjne er blevet firkantede, og ordene er som en lind strøm af lort.

”Mens den europæiske digterkongres hylder dem/ligger jeg på en parkbænk og skider i bukserne”

 

Jeg arbejder to til tre gange om ugen, men sidder for det meste på deres lokum med bukserne nede om anklerne og skriver tekster.  Jeg tjener ikke nok på mit arbejde, så min gæld vokser. Jeg har dog besluttet at skriften er det vigtigste, så jeg vil ikke arbejde mere end det. Måske er det sådan en ”Digter” jeg er. En fattig ”Digter” der ikke vil have et fuldtidsarbejde, men skylder så mange penge væk, at jeg kun får nye sko når jeg har fødselsdag, eller det er jul. Måske går det i virkeligheden godt.  Måske skal jeg ligne en hjemløs? Måske skal jeg sende 4 manuskripter til forlagene om året, for at få afslag, hver eneste gang. Måske skal jeg nyde bølgerne der slår indover mig, mens jeg ligger på denne her strandkant, og langsomt opdager at dette er en øde ø.

Min debutdigtsamling blev udgivet på et lille forlag. Jeg tjente 4000 kroner på samlingen, fik en fin lektorudtalelse og omtale i min hjembys avis. 70 mennesker mødte op til udgivelsesfesten, jeg skrev med krøllede bogstaver i egne bøger og drak mig fuld på forlagets regning. Jeg fandt ud af, hvordan min egen underskrift skal se ud. Jeg brækkede mig og pissede sikkert også på mine sko, det kan jeg ikke huske, men dagen efter havde jeg ikke flere penge tilbage.

Måske bilder jeg mig bare ind, at jeg ikke kan andet end det at skrive. Måske er det umuligt at prøve at forlade denne øde ø. Så, selvom et skib kan sejle forbi, er min mund forsvundet og ansigtet revner i regnen.

Jeg har søgt ind på forfatterskolen to gange eller tre gange, betalt 400 kroner hver eneste gang. Det er mange penge. Jeg er stadig ikke kommet ind. Jeg har sendt manuskripter til Gyldendal fordi de virker som et godt sted at få udgivet en bog, men de har alle gange skrevet ”Nej tak”.

Jeg har skrevet replikker til familiefester:

”Hvad laver du så”

”Jeg skriver”

”Hvad skriver du”

”Digte”

”Kan man leve af det”

”Næh”

”Har du søgt ind på forfatterskolen”

”Ja”

”Har du overvejet at blive lærer”

”Næh”

Hverdag står jeg op kl. 10. Pisser, skider, går i bad, børster tænder, spiser morgenmad, og derefter skriver jeg. Den ene tekst efter det andet. Er det lind strøm af Lort?

Jeg har sendt en digtsamling til Gyldendal. Jeg indrømmer, jeg er strandet.

Måske tog jeg fejl af pigerne i Brugsen. Måske har de engang hørt mig læse op, og ville spørge om de ikke måtte købe min digtsamling. Måske ligner jeg slet ikke en hjemløs.  Måske var der slet ikke tilbud på den Pepsi Max.

Nu skriver jeg på et brev, en flaskepost. Jeg vil bruge den tomme Pepsi Max flaske, selvom det vil koste mig panten. Jeg vil smide flaskeposten ud i havet og vente. Jeg håber på et svar, om det er godt eller dårligt er lige meget, bare en eller anden form for opmærksomhed, så jeg kan se fastland igen.

Måske er det sådan at være ”Digter” Måske skal jeg fare vild. Vente på svar, vente på synet af fastland. Måske skal jeg strande, måske skal der være 400kroner tilbage på kontoen nu. Sad Pentti Sarikovski ikke også på sit værelse i Dublin, og talte hver eneste mønt, fordi han havde så lidt penge. Strandede han ikke også? På det tidspunkt havde han allerede udgivet mange bøger.

Måske gør jeg som en ”Digter”? Sætter mig ned skriver. Dagbogsider, tekster, breve, og udsigten bliver skøn, selvom gælden gror.  Måske er der allerede land i sigte. Jeg tager det hele på beløbet og bilder mig endnu en gang ind, at jeg har råd, og at det er digter, jeg er. En dag, kan jeg måske også begynde at kalde mine tekster for digte, ikke for en lind strøm af lort. Gyllespreder/ Digter? En dag, kan teksterne måske ramme havet og flyde let med strømmen, ikke ud i kloakkerne, men ud i en eller anden form for hav. Men ind til videre prøver jeg at nyde lugten af mit eget lort, der åbenbart ikke vil stoppe. Jeg er fuld, jeg er faldet i søvn på en bænk, og har lige skidt i bukserne. Eller også grunder det hele i, at jeg i virkeligheden er en ”Lortedigter”?

 

Jonas Reppel