Anna Rubina [samlebind 1 og 2]

 

Gitte Paracha Thorhauge:
Jeg brænder sgu fucking hele lortet.
Roman/Mellemgård 2013.
Grafiker: Bente Nordstjerne Petersen
Redaktør: Camilla Faieq Jensen
ISBN 978-87-93076-97-6

 

Gitte Paracha Thorhauge må siges at være yderst produktiv: Efter sin tobinds roman  om en pakistansk og en dansk families historie gennem det tyvende århundrede tidligere på året ,  fortsætter hun i december 2013 med udgivelsen af bogen  Jeg brænder sgu fucking hele lortet. Bogen beskriver en skæbnesvanger dag i en sagsbehandlers arbejdsliv og hvordan  følgerne  spreder sig som ringe i vandet frem gennem tiden.

Bogens struktur:. De første fem kapitler, betitlet Scene 1 – 5, beskriver sagsbehandlerens møde med tre klienter – en selvskadende pige , en traumatiseret flygtning fra Balkan , en identitetsforstyrret mand – og sagsbehandlerens efterfølgende sammenbrud , indlæggelse og udskrivning. Derpå følger tre længere afsnit med titlerne Ina, Erik og Anders der behændigt fletter den selvskadende pige og den identitetsforstyrrede mand sammen med deres far Erik i et skæbnefællesskab. der også inddrager sagsbehandleren.

“Der er tale om en … handlingsmættet roman med talrige knopskydninger og med bred pensel malede sidehistorier.”  Skrev jeg i min omtale af Anna Rubina her på siden i 2013. Det samme er tilfældet i denne bog. Hvis man er til enkle , overskuelige plots, går man forkert i byen. Handlingen bevæger handlingen sig frem mod sin skæbnebestemte  afslutning, i sit eget tempo med god tid til at aflæse personernes mangeartede relationer til hinanden. Teknikken består i udlægning af røgslør på røgslør så læseren først langt inde i bogen forstår hvad hovedintrigen egentlig går ud på. Gitte Paracha Thorhauge påtar sig gerne rollen som skæbnens dukkefører.

De fleste romaner indeholder replikker fra de optrædende personer.

Det usædvanlige i denne bog er, at replikkerne i de første fem afsnit er sat op som  i et teaterstykke, forsynet med sceneangivelser og prologer i form af digte. Shakespearecitatet, verden er en scene, bliver udmøntet i et drama i fem akter, der  kunne betitles en sagsbehandlers dagligdag. De fem “akter” er så igen forspillet til den egentlige intrige .

Det er ikke nemt at pege på en bestemt indfaldsvinkel til de involverede personers voldsomme oplevelser. Skal man anskue dem som  absurd teater,  hvor livet til tider kan antage kafkaske dimensioner. Som socialrealistisk satire over individernes hjælpeløshed i en moderne verden? Som en case der vil illustrere hvordan en psykisk afstumpet person målrettet går efter hævn for [indbildte] forurettelser? Eller måske simpelthen som en følge af  trangen til at fortælle en god historie?

Fortælleenergien og skrivelysten er  under alle omstændigheder intakt.