Arkiv for marts 2014

Træer der ligner mennesker

Træer der ligner mennesker
Tommy Heisz
90 sider
Forlag: Neon & Nordlys

Tommy Heisz - Fotograf Jacob Nielsen

Tommy Heisz – Fotograf Jacob Nielsen

Cover

Forside til “Træer der ligner mennesker”

I Tommy Heisz’ seneste digtsamling ”Træer der ligner mennesker” er der masser af træer, men ikke ret mange andre mennesker end digteren. Stort set alle digtene kredser om en tilbagevenden. Til barndommen. Til et sted, man ikke længere hører til. Til et sted med træer. Til et sted med fugle og frosne plovfurer.

Samlingen danner en fin helhed, selv om digtene indbyrdes er ganske forskellige. Der er korte og lidt længere digte, der er alvorlige og mere humoristiske digte, men alle får de en naturlig plads på den rejse tilbage til naturen, som læseren tages med på.

Der er en fortrøstningsfuld sentimentalitet over teksterne, både enkeltvist og samlet set. Det ene øjeblik konkluderes det, at ”Naturen er et sprog/jeg ikke længere mestrer”, det andet øjeblik er digter-du’et selvsikkert hævet over naturen og siger ”Du bevæger dig langsomt/ned gennem slugten/her hånede isen os engang/nu er det dig der bestemmer”.

I det hele taget er ”Træer der ligner mennesker” en art dialog med naturen, i særdeleshed skoven. Dette kommer konkret til udtryk i små humoristiske kortdigte som ”Skoven/har ikke svaret/på nogen af vores henvendelser” og ”Skoven/har ikke ønsket/at deltage i dette program”.

Afstanden til skoven, der kommer med både årene og geografien, opsummeres fint i det digt, der i sin helhed lyder ”Der er pigtråd mellem træerne/man ser det bare ikke/før man ligger og bløder/og skoven bliver kold/sådan bliver vi voksne”. Dette digt viser også ganske godt, hvordan Tommy Heisz går til sproget med en umiddelbarhed og uden berøringsangst og skaber tekster, der både har personlighed, udseendet med sig og noget på hjerte.

Ordene fra titlen ”Træer der ligner mennesker” møder man igen i et digt, hvor konteksten godt nok er fortidig. Der skildres en erindring fra ”…første sal/i nummer otteoghalvfjerds”, hvor ”regnen gjorde mig bange/dens hysteriske flimren/som træer der lignede mennesker”. Digteren giver af sig selv og dykker ned i både styrker og skrøbelighed, og digtsamlingen er således lige dele stærk og skrøbelig. Universet er let genkendeligt for en udkantsdansker som undertegnede anmelder, der også er på samme alder som digteren, men jeg er sikker på, at den vil kunne vække genklang hos mange andre også.

”Træer der ligner mennesker” udkommer d. 17/3-2014. Den er grafisk bearbejdet af Tina Schembecker – og fremtræder i øvrigt på alle måder flot og gennemarbejdet. Bogen er blevet til ved hjælp af crowdfunding og er den første digtsamling, der er blevet realiseret på denne måde på boomerang.dk. Tommy Heisz har tidligere udgivet samlingerne ”I udkanten” og ”Nætter i mol”.

SUBTOTAL

Hans-Jørgen Vestergaard: SUBTOTAL

subtotal_press

Forlaget mellemgård

ISBN: 978-87-93126-84-8

Der er en gevaldig mængde digte i Hans-Jørgen Vestergaards debut, og jeg vil starte med at sige, at digtsamlingen godt kunne have brugt en beskæring. Eller også er der i virkeligheden stof til et par bøger i denne ene. Der er for eksempel et afsnit, der hedder “Mellem tro og kro”, der bygger på en god ide om at gå i kirke kl. 10 og derefter reflektere over det hørte på kroen kl. 11. Den ide kunne man måske skrive en hel bog over.

En god del rimede, humoristiske og aforistiske digte skygger for de digte, jeg personligt synes bedst om. Der er en del digte, der er sansede og sanselige, og som sprogligt er meget svulstige, men uden egentlig sproglig nysgerrighed og fornyelse. Jeg bryder mig for eksempel ikke om det første digt med dets gammeldags tone, der ligger meget fjernt fra andre, mere stærke digte i samlingen.
Frø kvækker i mose / Fugle kredser om træet / Blå himmel og hav. // Skoven er i ro. / Vejret blæser på vinden. /Solen viser rundt…”

Ok, der er et par af de mere “pjattede” og “sexede” digte , som er ganske sjove, men jeg vil hellere se flere sætninger som denne (i digtet “Vårens livstegn”):

“På dage som denne / slår solens stråler ring om os / som soldater i snorlige rækker / og pensler blidt sprækkerne i vort favntag.,,”

Bogens titel “Subtotal” er jeg glad for. Forfatteren HJV er også revisor, og der er digte, hvor revisorsproget bruges poetisk, som er ret vellykkede.

Titel og forside virker godt og stærkt og passer til de gode digte i samlingen.

Det er de digte jeg vil kalde “dæmondigtene”, de mørkere digte, der hvor jegets depression beskrives digterisk. Her er sproget mindre forudsigeligt og sine steder gribende. De bedste afsnit i bogen er derfor “Toppede brosten” (selvom der også godt kunne pilkes lidt vildfarent græs op her) og “På vejen væk”. Digtet “Skabsskuffer” er et godt digt med gode ordspil, som også rummer en dybde.

I digtet “Hundeliv” er der den dejlige sætning:Løgnen tager fodbad i vores tårer / fødderne trænger så tit…”

Mange flere sætninger af den slags, HJV!

Det er sin sag, at gå i gang med at skrive poesi senere i livet og være en ikke helt så ung debutant (det er vi flere, der kender til).
HJV viser en stor lyst til at bruge sproget, ikke kun som terapi, men også som sanseformidler = poesi, og jeg vil råde ham til at læse sindssygt mange digte af vidt forskellige poeter, for jeg er sikker på, at hans poetiske sind vil tage imod og tage ved lære. Så han kan fortsætte med at lægge bedre og bedre delsummer til den større sammentælling.

 Faktorernes uorden

 Giv mig et tegn,

 

overskrid grænser

 

i fristelse

 

fra det onde

 

… nu vil hun skilles;

nul komma nul komma damehul.

 

Vi er lige nu

kommasepareret;

 

led os ikke,

 

fri os!

Her er mit tegn.

Tags: