Hans-Jørgen Vestergaard: SUBTOTAL

subtotal_press

Forlaget mellemgård

ISBN: 978-87-93126-84-8

Der er en gevaldig mængde digte i Hans-Jørgen Vestergaards debut, og jeg vil starte med at sige, at digtsamlingen godt kunne have brugt en beskæring. Eller også er der i virkeligheden stof til et par bøger i denne ene. Der er for eksempel et afsnit, der hedder “Mellem tro og kro”, der bygger på en god ide om at gå i kirke kl. 10 og derefter reflektere over det hørte på kroen kl. 11. Den ide kunne man måske skrive en hel bog over.

En god del rimede, humoristiske og aforistiske digte skygger for de digte, jeg personligt synes bedst om. Der er en del digte, der er sansede og sanselige, og som sprogligt er meget svulstige, men uden egentlig sproglig nysgerrighed og fornyelse. Jeg bryder mig for eksempel ikke om det første digt med dets gammeldags tone, der ligger meget fjernt fra andre, mere stærke digte i samlingen.
Frø kvækker i mose / Fugle kredser om træet / Blå himmel og hav. // Skoven er i ro. / Vejret blæser på vinden. /Solen viser rundt…”

Ok, der er et par af de mere “pjattede” og “sexede” digte , som er ganske sjove, men jeg vil hellere se flere sætninger som denne (i digtet “Vårens livstegn”):

“På dage som denne / slår solens stråler ring om os / som soldater i snorlige rækker / og pensler blidt sprækkerne i vort favntag.,,”

Bogens titel “Subtotal” er jeg glad for. Forfatteren HJV er også revisor, og der er digte, hvor revisorsproget bruges poetisk, som er ret vellykkede.

Titel og forside virker godt og stærkt og passer til de gode digte i samlingen.

Det er de digte jeg vil kalde “dæmondigtene”, de mørkere digte, der hvor jegets depression beskrives digterisk. Her er sproget mindre forudsigeligt og sine steder gribende. De bedste afsnit i bogen er derfor “Toppede brosten” (selvom der også godt kunne pilkes lidt vildfarent græs op her) og “På vejen væk”. Digtet “Skabsskuffer” er et godt digt med gode ordspil, som også rummer en dybde.

I digtet “Hundeliv” er der den dejlige sætning:Løgnen tager fodbad i vores tårer / fødderne trænger så tit…”

Mange flere sætninger af den slags, HJV!

Det er sin sag, at gå i gang med at skrive poesi senere i livet og være en ikke helt så ung debutant (det er vi flere, der kender til).
HJV viser en stor lyst til at bruge sproget, ikke kun som terapi, men også som sanseformidler = poesi, og jeg vil råde ham til at læse sindssygt mange digte af vidt forskellige poeter, for jeg er sikker på, at hans poetiske sind vil tage imod og tage ved lære. Så han kan fortsætte med at lægge bedre og bedre delsummer til den større sammentælling.

 Faktorernes uorden

 Giv mig et tegn,

 

overskrid grænser

 

i fristelse

 

fra det onde

 

… nu vil hun skilles;

nul komma nul komma damehul.

 

Vi er lige nu

kommasepareret;

 

led os ikke,

 

fri os!

Her er mit tegn.