Arkiv for kategorien Selvudgiverlitteratur

Thor i en supernova

Skrymers-handske-af-Per-Holbo Forfatter: Per Holbo

Forlag: HolboHistorier

ISBN: 978-87-92899-05-7

Format: Hæftet, Roman, 218 sider

Det er et særsyn af format, når en science fiction-roman dumper ind ad ens brevsprække. Genren har det ikke så let i Danmark, og selv når den trives, er det for det meste i novelleform. Derfor var det med blandede følelser, at jeg gav mig i kast med Per Holbos (herefter PH) Skrymers Handske (herefter SH).

Bogen er udgivet på Per Holbos eget forlag HolboHistorier, og efter hvad jeg har kunnet finde ud af, er det hans første større udgivelse. Tidligere har han udgivet en række mindre historier, primært som e-bøger. Han har ligeledes, som e-bog, udgivet en e-bog om at udgive e-bøger.

Forlaget skriver:

Dansk Science Fiction til teenagere!

Der er krig i Mælkevejen. Alliancen mellem Aser og Vaner kæmper for at bremse Jætterne, som med en uhørt brutalitet besætter planeter overalt i galaksen og undertrykker hele solsystemer. Jætterne er i massivt overtal, så Alliancens eneste styrke er deres teknologiske overlegenhed.
For at bevare denne fordel, må Alliancen hele tiden udvikle ny teknologi og som en del af det er Fyrkat-ekspeditionen ledet af Thor blevet sendt til Jorden for at eksperimentere med Ormehulsteknologi. Da Jætterne angriber Fyrkat-ekspeditionen og bortfører menneskebørnene Tjalfe og Røskva, må Thor og hans kampfæller tage affære. Det bringer dem til Skrymers Handske, en klynge af sorte huller, hvor en sindssyg redningsaktion sættes i værk. Udfordringen bliver kun sværere af, at der er en forræder blandt dem og Thor må se i øjnene, at det kan være hans ven og soldaterkammerat Loke.

Kan Thor nå at redde Tjalfe og Røskva, inden Jætterne slår dem ihjel og hvem kan han i sidste ende regne med, når det gælder?

Når man læser teksten, kan man ikke lade være med at se visse træk fra Star Wars, såsom Alliancen, og inden for science fiction tilhører romanen også undergenren space opera, med visse forbehold . Der hvor PH virkelig forsøger sig med noget stort, er i anvendelsen af de nordiske guder. Han prøver at bygge en historie op, der trækker på de gamle fortællinger, men sætter dem ind i en ny kontekst. Som udgangspunkt har han valgt at anvende fortællingen om Skrymers handske, og krydre den med elementer fra mange af de andre historier. PH anvender mange udtryk, der hører til i science fiction – ord som ormehuller, æongeværer, gravitionsfelter og så videre – er kastet ind i bogen med lind hånd. Det er dog så langt fra, at han altid anvender dem korrekt. Men umiddelbart er mange af delene til en udmærket historie til stede. Desværre falder den meget hurtigt sammen i sin udførsel.

Sproget er meget forklarende og gentagende, hele vejen igennem bogen. Ligeledes sidder man ofte som læser og undrer sig over hvorfor PH ikke har valgt at beholde “gudernes” karaktertræk. F.eks. er Thor en videnskabsmand med speciale? i rum/tid? og slet ikke den aggressive og lidt dumme fyr vi alle kender fra historierne. Loke er ikke ondskabsfuld, Freja er ikke sexet, Balder er ikke mild og venlig og Odin er ikke konsekvent. Her synes jeg at PH har gjort i nælderne, da det netop ville være perfekt allerede at anvende de arketyper, legenderne har foræret ham. Undervejs er der også rigtig mange punkter, hvor man som læser trækker på brynene. F.eks. er der et rumskib, der skydes ned. I det rumskib er der masser af fed teknologi, men alligevel forlader to af “guderne” det bare – og det på trods af at de har sværget at holde deres teknologi hemmelig. Et andet eksempel er, at der findes en masse racer – Aserne, Vanerne og Jætterne – men de ligner alle sammen hinanden. Intet adskiller dem fra mennesker, andet end at “jætterne er større”. Denne mangel på diversitet gør at det hele virker meget ens.

Anvendelsen af billedsprog i SH er meget begrænset og når det anvendes, er det ofte med til at fjerne tanken om at man er på et eventyr langt ude i rummet. Inden for de fantastiske genrer, er en af de vigtigste ting at mestre, evnen til suspension of disbelief, eller på dansk: Evnen til at få læseren til at glemme at han/hun læser og i stedet får ham/hende til at acceptere den fantastiske verdens regler. Det lader sig meget sjældent gøre i SH. Kampene mellem Aser og Jætter (på landjorden) minder om noget fra middelalderen, forhørene er som taget ud af amerikanske serier og alle rumscenerne får en til at tænke på den slags rum-teknologi, vi har i dag – ikke en, en meget mere avanceret race ville have. Aserne bruger engelsk slang, Jætterne bruger faste udtryk. En af de helt store scener i bogen, hvor Aserne skal forsøge at komme ind i midten af Skrymers handske, virker som en tour de force gennem pseudo-videnskab. Der var ikke på noget tidspunkt at jeg virkelig følte mig hensat til en anden tid – og det synes jeg er rigtig ærgerligt. Når det kommer til opsætningen af bogen, er det et udmærket stykke arbejde. Til næste gang vil jeg dog råde PH til at lave en linjes afstand fra kapitlets titel til brødteksten og ikke lægge tryk på et ord ved at understrege det med en fed, sort streg. Det generer øjet.

Bogen er til teenagere, og de første ti sider er PH så venlig at give os fodnoter, der forklarer de vanskelige ting. Det fungerer godt, og er med til at etablere en stemning. Det holder han så fuldkommen op med, og det efterlader læseren i et mærkeligt limbo. Hvorfor skal vi f.eks. have forklaret, at man i vikingetiden delte hus med sine husdyr, men ikke få så meget som en rudimentær lektion i hvad et ormehul egentlig er? På den måde tror jeg at PH rammer forbi sin målgruppe, da de ganske enkelt ikke aner hvad han snakker om meget af tiden. Samtidig tror jeg også, at PH rammer forbi sin målgruppe i den anden retning. Bogen er lidt for langsom og når det kommer til sproget, der ikke er nuanceret og fascinerende nok til at fastholde opmærksomheden hos den gennemsnitlige teenager.

Opsummering: Jeg synes at PH virkelig rammer forbi målet med SH. De problemer jeg har nævnt er kun en brøkdel af hvad der er i bogen. Den bærer desuden præg af ikke at have været korrekturlæst ordentligt, hvilket er alfa og omega for selvudgivere, da det oftest er det, de bliver slået i hovedet med. Jeg har ikke læst PHs noveller, men jeg tror det vil være klogt for ham at forsøge sig noget mere med en kortere form, inden han går ombord i romanen igen.  Jeg er desuden oprigtig øv over at jeg ikke har bedre at sige – Danmark har brug for science fiction!

Per Holbo er født i 1973 og bor i Rask Mølle. I øjeblikket arbejder han på opfølgeren til SH, der kommer til at hedde Legenden om Hjarnø. Følg med på hans blog.

Anmeldt af A.Silvestri

Kære Litteraturredaktør .. i 2007 & 13

Da metrOrd blev dannet for nogle år siden (2007) af Bo Gorzelak og så mig (sagde Lonni), skrev jeg et par mails til nogle af landets førende kulturredaktører; Klaus Wivel fra Weekendavisen, Søren Kassebeer der på det tidspunkt var vikarierende litteraturredaktør for Berlingske Tidende, og Peter Nielsen fra Dagbladet Information. Jeg ville gerne høre deres mening om selvudgiver-litteratur; om der skete en automatisk frasortering af dette når det landede på avisernes (litteraturredaktørernes) bord.

Her er, hvad de dengang svarede:

Ord til alle sider, da der stadig var en masse lagerplads (og håb for) til interviewbogen. Udgivelses reception i Thiemers magasin 2009

Denne selvudgiverbog blev dog anmeldt i 2010 af Berlingskes Per Krogh Hansen

 

“.. Et godt svar uden nuancer vil være, at ja selvfølgelig er det sværere at få anmeldt print on demand bøger i aviserne. Af gode grunde er alle redaktioner i de syndflodsmasser af bøger, der lander, nødt til at stole på, at de etablerede litterære forlag foretager en væsentligheds–sortering og at POD-bøgerne dermed ofte kan være gode, men sjældent vigtige for en større offentlighed, som aviserne skriver til.

Der er naturligvis undtagelser og diverse eksempler på, at det ikke altid forholder sig sådan, men i grove træk ser virkeligheden sådan ud.”

Mange hilsner Peter Nielsen

Kulturredaktør, Dagbladet Information.

og –

“Beklager, jeg ikke fik responderet på de to forrige mails.

Mit svar er kort: Nej, der sker ingen automatisk frasortering på redaktionen.”

De venligste hilsner
Klaus Wivel

Litteraturredaktør, literary editor
Weekendavisen

og –

“.. Vi har selvfølgelig intet principielt imod at anmelde bøger, der er udgivet på eget forlag. Vores mål er alene at sikre anmeldelser og omtaler af de bøger, vi finder mest relevante for læserne.

Hvorvidt vi så i praksis også altid yder den nævnte type bøger retfærdighed, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald skal jeg ikke lægge skjul på, at bøger, der er udkommet på eget forlag, umiddelbart vil få mig til at føle en vis skepsis.

Min første tanke vil være, at der nok er en kvalitetsmæssig grund til, at bogen ikke er udkommet på et etableret forlag.

Mere overordnet vil jeg sige, at det problem, som udgivere af bøger på eget forlag står overfor, er det samme problem, som mindre forlag i det hele taget står overfor, nemlig problemet med overhovedet at få gjort opmærksom på sig selv i den strøm af bøger, der hver dag tilgår aviserne.

Læs resten af dette indlæg »