Sagnet om Jerichos Rose:

” Jomfru Maria, Jesusbarnet og Josef var på vej fra Nazarath gennem det varme sand i ørkenen til Ægypten, de flygtede for at undgå at blive slået ihjel. Nogle gange mødte de vilde dyr, men når løver og ulve fik øje på Jesusbarnet, blev de helt tamme, lagde sig ned eller luskede bort med halen mellem benene, fortalte mormor, mens Laj holdt vejret. Mad havde de ikke meget af, men dadelpalmerne, som de passerede, bøjede sig ned, når de kom forbi, så de tre kunne plukke deres frugter og spise sig mætte. Kun vand manglede de, det var ikke at finde nogen steder. En dag, udmattede af tørst, kom de til en gold klippe nær Jericho, som var dækket af sandgrå små knoldede planter – intet vand var at se eller høre. Josef bar det udmattede Jesusbarn i armene, hans trætte hoved hvilede på Josefs skulder. Maria sad opgivende på klippen mellem de tørre knolde, hendes ansigt var gemt i hænderne, hun græd. Hendes håbløse kærlighedstårer fandt vej mellem hendes fingre og ned på klippens tørre liv. Hvor Marias tårer ramte en lille knold, bredte en frodig grøn farve sig, som en slet skjult steppebrand sneg håbets farve sig fra plante til plante og gemte hastigt klippen under et grønt tæppe.”

Taget direkte fra bogen ‘Jerichos Roser’. Læs resten af dette indlæg »

Tags: